Forret lavet af det islandske kokkelandshold:

Let kogt ørred, serveret med islandske blåmuslinger, gulerødder og dild (det der ligner en æggeblomme er faktisk sovsen, som de har skabt en hinde omkring ved hjælp af tang, hvis jeg husker korrekt).

Mellemret lavet af det svenske kokkelandshold:

Sylta på skånsk tupp med rotfrukter och dill, blomkål, variation på betor samt krydderpeppar (på godt dansk: sylte af hane med rødbeder ect)

Hovedret lavet af det danske kokkelandshold:

Dansk kalvemørbrad med brissel og sprængt tunge. Hertil selleri og syltede svampe samt sauce med morkler.

Mellemret lavet af det norske kokkelandshold:

Nordisk rørt tatar af moskus spist med fingrene.

Dessert lavet af det finske og danske kokkelandshold:

Kærnemælkskuppel med rugbrød. Hertil rødbeder, sorbet og hindbær.

Der har været lidt stille på bloggen den seneste halvanden uges tid, da jeg har haft frygteligt meget om ørerne, og tiden og overskuddet til at lave mad har været knap. Det eneste egentlige køkkenprojekt, jeg har kastet mig ud i var en god gammeldags skilt kylling med sovs, kartofler og hjemmelavet agurkesalat. Resultatet blev dog så grimt (utroligt velsmagende, men grimt), at jeg ikke mente, at selv mit gode spejlreflekskamera kunne få et rimeligt resultat ud af det, så jeg lod den ligge. Årsagen, til at retten ikke helt så ud, som den skulle, var, at jeg er kommet til at bruge opvaskemiddel i min støbejernsgryde, hvilket betød, at skindet hang fast i gryden. Efter tip fra Klidmoster har jeg nu ‘badet’ den i olie. Hvis resultatet bliver bedre næste gang, kommer den på bloggen.

Ovenstående er billeder fra gallamiddagen i Musikhuset i forbindelse med madfestivalen Smag på Kunsten. Maden af lavet af de nordiske kokkelandshold, og den var så smukt anrettet, at jeg næsten ikke nænnede at spise den. Billederne er alle taget med min iphone, så kvaliteten er ikke så god igen (syntes at spejlreflekskameraet fyldte lidt for meget i håndtasken).

Den færdige pickles hældt på glas

Grøntsagerne snittes i en passende størrelse og gives et kort opkog i saltlagen

Glassene vaskes grundigt, skoldes og skylles med atamon, inden de lægges til afdrypning på et rent viskestykke

Alle ingredienserne blandet sammen lige inden det hele hældes på glas

For noget tid siden lagde jeg en afstemning på bloggen, der omhandlede hvilken hjemmelavede gave man foretrak at få foræret. Svarmulighederne var chutney, piccalilli pickles eller marmelade. I skrivende stund har 107 personer svaret (jeg takker hver og en). Marmelade og chutney deler førstepladsen. Begge har 36 procent af stemmerne, mens 28 procent svarede, at de helst ville have piccalilli pickles.

Svarene skulle naturligvis give mig et fingerpeg om, hvilke kulinariske kreationer der skulle føre til gaver til venner og familie. Dog syntes jeg, at svarene lå så tæt, at jeg havde en udmærket undskyldning for at give mig i kast med alle tre. Det førte til, at jeg lørdag kastede mig over pære- og abrikoschutney (den kommer på bloggen senere), mens den søndag stod på piccalilli pickles (en karry- og sennepspickles, som blandt andet bruges som base i hjemmelavet remulade). Marmelade har jeg allerede lavet for nogle uger siden, men der kommer mere i den dur i den kommende tid.

Jeg valgte at følge en opskrift fra den Lille Grønne Syltebog – sådan næsten da. I opskriften står der, at man skal bruge et kilo grønne tomater, hvilket jeg ikke kunne få fat i. Desuden er det også den eneste opskrift på piccalilli pickles, jeg har set, hvor der bruges grønne tomater. Derfor valgte jeg istedet at bruge 500 gram grønne bønner og så ellers bare tilsætte lidt ekstra gulerod og blomkål. Opskriften var super nem at lave. Jeg lader glassene stå et par uger, så smagen kan modne, inden jeg tager hul på dem.

Ingredienser til 3 – 4 liter pickles:

• 1 ½ blomkål
• 600 g gulerrødder
• 15 skalotteløg
• 400 g grønne bønner
• 2 agurker
• 2 liter vand
• 75 salt
• 35 g sennepspulver
• 1 spsk karry
• 1 dl olie
• 75 mel
• 7,5 dl eddike
• 7.5 dl æblemost
• 750 g farin
• 1 tsk atamonpulver eller 2 tsk flydende atamon

Grøntsagerne renses, skæres i passende stykker og gives et kort opkog i vand og salt. Lad det herefter dryppe af. Imens bringes farin, æblemost og eddike i kog i en gryde. I en skål blandes sennepspulver, karry, mel og olie sammen med en smule koldt eddike. Blandingen piskes i gryden. Lad det hele småkoge i en 10 minutters tid, inden grøntsagerne hældes ved. Giv det hele et kort opkog, tag af varmen og tilsæt atamon. Hældes herefter i atamonskyllede glas, der lukkes straks.

Min første vellykkede, håndpiskede bearnaise…tadaaa

Søndagens aftensmad

Bo Bech sagde i et af de seneste afsnit af Kokkekampen, at hvis man ikke kan lave en bearnaise, så kan man ikke lave mad (det er måske ikke ordret citeret, men det var det, han mente).

Jeg havde på daværende tidspunkt omkring fem forsøg på at lave bearnaise bag mig. De fire var mislykkede. Den eneste gang æggene og smørret ville, hvad de blev bedt om, var da jeg “snød” og lavede sovsen i foodprocessoren som tidligere beskrevet her på bloggen.

Da jeg hørte Bo Bech ytre ovennævnte sætning, tænkte jeg, at jeg kunne forholde mig til det på én af følgende tre måder:

1. Okay, jeg kan ikke lave mad. Big deal.
2. Fuck Bo Bech. Manden er en nar.
3. Jeg tager det som en udfordring.

Som billedet for oven antyder, valgte jeg sidstnævnte, og endelig, endelig, endelig lykkedes det. Denne gang valgte jeg at følge Bo Bechs fremgangsmåde (eller det vil sige næsten. Jeg brugte vandbad). På Kokkenkampens hjemmeside kan man se videoklippet, hvor han laver bearnaise.

Opskriften kræver ikke bearnaiseessens, men da jeg ved en fejl var kommet til at købe hvidvinseddike med estragon, da jeg skulle lave chutney her i weekenden (mere om det i de efterfølgende indlæg), brugte jeg det. Smagen var virkelig god (så god som mine mislykkede forsøg med essens, inden de skilte), og jeg kan godt lide, at man bruger finthakket skalotteløg direkte i sovsen istedet for at det bliver siet fra, som i mange andre opskrifter.

Jeg spiste bearnaisen med pandestegt kyllingefilet, ovnstegte kartofler med timian, ovnstegte hvidløgsfed og ærter. Ikke traditionelt ’tilbehør’ til bearnaise, men det smagte virkeligt lækkert.

Ingredienser til 3 – 4 personer:

• 2 pastauriserede æggeblommer
• 1 spsk hvidvinseddike (gerne med estragon)
• 2 spsk vand
• salt
• 2 spsk skalotteløg, hakket fint
• 250 g smør
• 2 spsk estragon, hakket fint
• peber

Smelt smørret langsomt. Hæld dernæst den klare del af smørret over i en skål. Den hvide, skummende del i bunden af gryden kasseres.

Æggeblommer, hvidvinseddike, et drys salt og vand kommes i en anden skål, som stilles over et vandbad. Pisk indtil blandingen begynder at tykne. Tilsæt så skalotteløg og dernæst det klarede smør lidt efter lidt (først ganske lidt ad gangen og senere hen i en tynd stråle), mens der piskes hele tiden. Til sidst tilsættes estragon og peber. Tilsæt eventuelt en smule mere eddike eller salt hvis nødvendigt.

Pla neung manao, eller fisk med koriander, chili og hvidløg (samt en masse andet godt), er endnu en af de retter, jeg har forsøgt at bekæmpe min efterårssnue med i løbet af ugen. Foruden en ordentlig bunke hvidløg og så meget chili, som smagsløgene tillader, indeholder retten også en masse C-vitamin i form af limejuice – alt sammen godt når immunforsvaret skal have et kickstartes.

Det er en af de retter, som jeg næsten aldrig kan lade være med at bestille, hvis jeg spotter den på menukortet, når jeg besøger thailandske restauranter. Det er muligvis også den ret, som lærte mig at spise fisk (sådan rigtigt). Siden da har jeg udviklet min smag for fisk betragteligt, men denne ret vil nok altid stå som favorit nummer et.

Denne thaiopskrift er for en gangs skyld ikke en, som min mor har lært mig at lave. Istedet har jeg smagt den på restauranter og ud fra smagsindtrykkene lavet min egen udgave. Det er sådan en opskrift, hvor intet er forkert (i modsætning til bagning, hvor for lidt af det ene eller for meget af det andet, kan få det hele til at klaske sammen). Er ens smagsløg til det mere sure, så tilsætter man lidt ekstra limejuice, er man til det søde så lidt ekstra sukker og så videre.

Normalt foretrækker jeg at bruge hele fisk, som man gør i Thailand, men det havde fiskehandleren ikke (hvad sker der lige for det?). Han havde heller ikke andre fisk, som jeg syntes passede til, så jeg måtte tage til takke med supermarkedets fryser. Normalt har jeg brugt enten hele regnbueørreder, havbars eller brasen, men fisken kan også sagtens laves med fileter. Da fryseren hverken bød på ovennævnte fisk i hel- eller filetform faldt valget på en pose tilapia, som også smagte godt med resten af ingredienserne.

I Thailand dampes fisken, så har man en damper, så brug endelig den og bland sovsen sammen med lidt af dampevandet. Så heldig er jeg ikke, så jeg nøjedes med at komme dem i ovnen.

Ingredienser til 2 personer:

• 2 hele fisk (gerne brasen, havbar, regnbueørred eller tilapia eller et par fileter)
• en håndfuld frisk koriander, hakket groft
• 5 fed hvidløg, hakket (så fint eller groft som man ønsker det)
• chili efter smag og behag (jeg brugte ½ chilipeber)
• 3 spsk fiskesovs
• 3 spsk sukker
• 3 spsk limejuice
• 2 spsk vand

Varm ovnen op til 200 grader. Kom de hele fisk eller fileterne i et lille ovnfast fad sammen med en halv dl vand. Dæk med staniol og kom i ovnen til de er færdige. Tilberedningstiden afhænger selvfølgelig af størrelse. Jeg plejer at give en mindre fisk, som passer til én person, omtrent 25 minutter, måske lidt mindre. Er der tale om fileter skal de have endnu mindre. Måske blot 15 minutter. Tjek undervejs.

Mens fisken passer sig selv blandes de øvrige ingredienser, som hældes over fisken, når den er færdig (alternativt kan de serveres i en skål ved siden af og bruges som dip).

Server sammen med jasminris.

Is lavet efter Darina Allens opskrift (til venstre) & is lavet efter Nigella Lawsons opskrift (til højre)

Jeg har den seneste uges tid fået et par forespørgsler på forskellige opskrifter. En af dem var fra Tine, som jeg arbejdede med i Thailand for år tilbage. Hun ville gerne høre, om jeg ikke lige lå inde med en god opskrift på vaniljeis.

Sandheden er, at jeg faktisk aldrig har turde kaste mig ud i at lave hjemmelavet is. Det skyldes, at den eneste gang jeg har fået serveret hjemmelavet is til et middagsselskab, da var der en del iskrystaller i. Lige siden har jeg tænkt, at is er noget, jeg helst vil lade de professionelle om. Lige indtil i sidste uge altså.

Jeg besluttede mig for at prøve to ret forskellige opskrifter. Den ene opskrift er fra Darina Allen. Isen var utroligt nem at lave, da man ikke behøver at røre i den, efter den er lagt i fryseren. Jeg havde dog et mindre problem med siruppen. Jeg tror ikke, at jeg fik hældt den hurtigt nok i æggemassen, hvilket betød, at den nåede at stivne i gryden. Derfor kom der ikke helt den mængde sukker i, som det egentlig var meningen. Smagen var utroligt lækker.

Nigella Lawsons opskrift er af den mere traditionelle slags. Jeg tror, at det er meningen, at man skal have en ismaskine til denne opskrift. Nigella lægger skam heller ikke skjul på, at det er hårdt arbejde, hvis man ikke har en ismaskine. Det valgte jeg at ignorere. Opskriften er noget krævende, da isen skal piskes hver tredje time, efter den er lagt i fryseren (for at undgå iskrystaller). Jeg oplevede dog alligevel, var der var bitte små iskrystaller i min. De var dog så små, at de efter min mening ikke betød noget. Smagen var rigtig god.

Jeg vil opfordre til at prøve den første opskrift, hvis man ikke har en ismaskine, eller hvis man bare godt kan lide smagen af ren flødeis. Til gengæld tror jeg, at jeg ville bruge Nigellas opskrift, hvis jeg ejede en ismaskine, da jeg godt kan lide, at den ikke er baseret på ren fløde.

Ingredienser til Darina Allens vaniljeis:

• 2 æggeblommer
• 50 g sukker
• 125 ml vand
• ½ tsk vaniljeessens (eller kornene fra ½ vanillestang eller en tsk vaniljesukker)
• 600 ml let pisket flødeskum (de 600 ml er i pisket tilstand)

Pisk æg indtil de de er bløde og lette i konsistensen. Kog sukker og vand i en gryde, indtil det danner en tyk sirup. Man kan se, at den er klar ved at dyppe en metalske i siruppen og tage den op igen. Hvis der dannes en tynd sukkertråd efter de første par dråber, så er siruppen klar til brug. Hæld nu sukkermassen i en æggemassen i en tynd stråle, mens der hele tiden piskes. Tilsæt vanilieessens, vaniliesukker eller kornene fra en halv vaniliestang og den let piskede flødeskum. Tildæk isen og frys den. Tag den op 10 minutter inden, den skal serveres.

Ingredienser til Nigella Lawsons vanilieis:

• 500 ml sødmælk
• 1 vaniljestang
• 6 æggeblommer
• 125 g sukker
• 150 ml fløde

Hæld mælken i en tykbundet gryde. Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud og kom dem i gryden sammen med stangen. Varm mælken op på komfuret. Lige inden det når kogepunktet slukkes varmen, låg sættes på og sådan får det lov at stå i en 20 minutters tid. Pisk herefter æggeblommer og sukker, og tilsæt mælken mens der piskes.

Kom blandingen i den nu rengjorte gryde og varm det langsomt, mens der hele tiden piskes, indtil blandingen har fået en tyk konsistens (Nigella siger, at det ikke bør tage mere end 10 minutter). Pas på at gryden ikke bliver for varm, for så skiller æggene. Aner man, at det er ved at ske, så skynd dig at komme gryden i en håndvask eller stor skål fyldt med iskoldt vand og pisk som en gal (jeg måtte gøre det to gange).  Når blandingen har den rette konsistents, skal den sættes til side, mens den køles af. Rør i den ind imellem. Når den er nogenlunde kold kan den kommes i køleskabet. Når den er helt kold i fryseren. De første tre timer skal isen piskes igennem én gang i timen. Tag isen op 20 minutter inden servering.

Hvis der er noget, som kan få ens samboer til at vågne op en regnfuld onsdag morgen, så er det synet af undertegnede i sving med 26 fed hvidløg. Jeg kæmper netop nu en brav kamp mod en frygtelig efterårsforkølelse, som har sat sit greb så fast i mig, at det gør ondt, bare jeg nyser (dem der siger, at syge mænd er mere ynkelige end syge kvinder, har tydeligvis ikke mødt mig).

Efter et par dage med kamillete og honning måtte der skrappere midler i brug. Jeg havde luret lidt på opskriften på denne hvidløgssuppe, som jeg fandt på epicurious.com, og besluttede mig fra morgenstunden, at i dag skulle denne suppe hjælpe min krop på højkant. Derfor var jeg klokken ni imorges i fuld gang med at adskille de mange hvidløgsfed fra hinanden, da svenskeren morgentræt trissede ud i køkkenet efter sin morgenmad. Han kastede et blik på bunken af hvidløg foran mig. Så endnu et. Så trissede han lige så stille ud af køkkenet igen. Nogle gange så er det bare for tidligt på morgenen til den slags spørgsmål, eller også har han bare vænnet sig til, at når det gælder mig og mad, så er der ingen regler.

Nå men de 26 hvidløgsfed blev bagt med lidt olivenolie, og efter en tur forbi en Restaurant Koch i forbindelse med studiet, og et par timers redigering af vores lydoptagelser, stod den på hvidløgssuppe. Foruden de 26 hvidløgsfed indeholder suppen 18 fed mere. Hvis ikke denne suppe kan kurere en forkølelse, så er der intet, der kan. Da både smags- og lugtesansen afgik ved døden, da forkølelsen satte ind, kunne jeg ikke smage meget. Jeg vil dog gætte på, at den smagte af… hvidløg.

Se den oprindelige opskrift her (min er en smule anderledes) samt kommentarer om smag. Mine smagsløg er som sagt pt ude af drift.

Ingredienser til 4 personer:

• 26 fed hvidløg, upillede (som skal steges i ovnen)
• 18 fed hvidløg, pillede (som skal direkte i suppen)
• olivenolie
• smør
• 2 løg, hakket groft
• 1 liter hønsefond
• ½ tsk tørret timian eller et par kviste frisk
• 1 ½ dl fløde
• salt
• peber
• parmasanost, revet
• evt lidt citronsaft

Tænd ovnen på 175 grader. De 26 upillede hvidløgsfed lægges i et ovnfast fad og vendes i en god sjat olivenolie samt lidt salt og peber. Steg dem herefter i ovnen løst dækket af lidt sølvpapir, til de er godt møre. Jeg gav dem cirka en times tid, men ifølge den oprindelige opskrift skulle det kun tage 25 minutter. Når hvidløgene er færdige, tages de ud af ovnen og køles af. Når de er kolde nok til at håndtere, presses hvidløgene, som nu er ganske bløde, ud af skallen og lægges til side.

I en gryde varmes smør. Steg herefter løgene sammen med timian til de er klare. Det tager en fem minutters tid. Tilsæt så de bagte hvidløg og de 18 fed hvidløg. Lad det stege med nogle minutter og tilsæt så fond. Kog indtil hvidløgene er møre og blend så suppen (i en foodprocessor, blender eller med en stavblender). Tilsæt fløde og smag til med salt og peber. Læg en smule revet parmasanost i en suppeskål og hæld den varme suppe over (ifølge den oprindelige opskrift serves suppen med en citronbåd. Jeg forsøgte, og det fungerede altså ikke for mig. Jeg synes, den smagte bedre uden).

Findes der noget bedre end en rigtig god omgang simremad på denne årstid? Mens blæsten jager de nedfaldne blade gennem gader og stræder, og regnen pisker mod vinduet, er det i min verden noget, der nærmer sig lykke i koncentreret form, at trisse rundt i huset, mens jeg jævnligt stikker næsen i vejret og dufter til den mad, som langsomt simrer på komfuret eller inde i ovnen sammen med vin og grøntsager.

Nogle af mine livretter hører til denne slags mad. Beouf bourgignon, osso buco, beef & guiness stew – jeg kunne blive ved. I weekenden forsøgte jeg at udvide mit repertoire inden for denne ‘genre’ ved at lave braiseret lammeskank i rødvin. Opskriften er min egen, og den blev lavet ud fra, hvad jeg mener, ville smage godt sammen, samt hvad jeg nu lige havde tilgængeligt. Resultatet var super lækkert med mørt, mørt kød, som nærmest faldt af benene, så snart man stikker gaflen i det og en god, fyldig sovs som komplimenterede kødet smukt.

Til denne opskrift skal man bruge en stor gryde, som kan tåle at komme i ovnen. Har man ikke det, kan man dog godt nøjes med at bruge en almindelig gryde på komfuret. Bare sørg for at det simrer blidt.

Ingredienser til 4 personer:

• 4 lammeskanke
• olivenolie
• salt og peber
• 2 store løg eller 4 små, hakkede
• 5 fed hvidløg, hakket
• 2 gulerødder, skåret i skiver
• 2 dl oksefond
• 1 ds hakkede tomater
• 1 flaske rødvin
• 2 laurbærblade
• et par kviste timian
• jævning (smørbolle, maizena eller mel og vand)
• balsamicoeddike
• sukker

Indstil ovnen på 150 grader.

Lammeskankene krydres med salt og peber og brunes i en god sjat olie. De tages op af gryden og sættes til side. Svits løg, hvidløg og gulerødder i samme gryde. Kom så hakkede tomater, rødvin, fond, laurbærblade og timian i sammen med lammeskankene. Bring det hele i kog og sæt så i ovnen med låg på. Lad det simre i cirka 2 ½ time eller indtil kødet er mørt. Tag ud af ovnen, tag lammeskankene op og hold dem varme. Si soven (husk at gemme grøntsagerne) og kog den ned, hvis der er behov for en kraftigere smag. Smag til med salt, peber, en smule sukker og eventuelt en skefuld balsamicoeddike.

Jeg servede retten med kartoffelmos med purløg, som jeg anrettede i en dyb tallerken. Ovenpå kartoffelmosen lagde jeg et par skefulde af grøntsagsblandingen og oven på den en lammeskank. Jeg sluttede af med at hælde sovsen over.

Tidligere i dag blev jeg kontaktet af en af personerne bag den madkunstfestival, som foregår i Musikhuset i Århus i begyndelsen af november i samarbejde med det danske kokkelandshold, Dansk Fødevare Forum og Taste Århus. Hun havde set min blog og manglede en person til at styre mikrofonen til den del af programmet, som hedder Kunstnercorner, hvor gastronom og kunstner mødes til en snak om processen på scenen, og hvordan de inspirerer hinanden.

Foruden en frygtelig masse kokke fra de andre nordiske lande, kommer der en del af de store navne inden for gastronomi i Danmark. Blandt andet Wassim Halal og Rasmus Kofoed for blot at nævne nogle få. Jeg er beæret over at få lov til at være med, spændt og så glæder jeg mig som et lille barn til gallamiddagen, hvor de fem nordiske kokkelandshold går sammen om at skabe en fem-retters menu.

Læs mere om festivalen her.

Det endelige resultat, som fik hele huset til at dufte skønt af estragon

Estragon hakkes (bemærk det brune i baggrunden. Det er “overtøjet” fra de mandler jeg smuttede, som skal bruges til en risalamande en af dagene)

En lille klump dej hjælper med at gøre siderne pæne og jævne

Fyldet forberedes i min wok. Allerede på dette stadie duftede det så godt, at jeg havde lyst til at spise det, som det var

Fyldet hældes i en forbagt tærtebund

Hvad har den gode Hr Ramsay egentlig gang i?

Man kan have nok så mange meninger om både mandens sprogbrug og leg med fremmede damer, men mad kan han lave. Jeg har en af hans kogebøger, som er fyldt med lækre, rustikke retter, som jeg alle har lyst til at prøve. Men hvorfor i alverden gøre tingene mere komplicerede, end de behøver at være for os fortravlede, moderne mennesker, som ikke har flere timer om dagen til at lave mad (okay, indrømmet, jeg bruger til tider flere timer, men her taler jeg om mennesker med et nogenlunde normalt forhold til mad)?

I en gammel udgave af BBC Good Food Magazine fandt jeg en af hans tærter, som lød for lækker til, at jeg kunne lægge bladet fra mig. Valgte dog kun at bruge opskriften som inspiration (parmasanost istedet for gryere, 140 gram bacon istedet for 200 gram, grøn julesalat istedet for rød osv ). Fremgangsmåden havde jeg tænkt mig at følge – lige indtil aftenens middagsgæst fortalte, at hun ville komme lidt før, da hun skulle tidligt hjem på grund af en interviewaftale. Fair nok tænkte jeg og regnede på det. Vi har tre timer – det kan vi sagtens klare. Herregud, det er jo bare en tærte. Oh, jeg skulle blive klogere.

Vi var i fuld gang med forberedelserne (hun med dejen,  jeg med fyldet), før vi fik nærlæst opskriften, som var fordelt over tre sider. Først skulle dejen laves, dernæst hvile på køl i 20 minutter – mindst! Herefter skulle den rulles ud, proppes i formen og så i fryseren i 30 minutter – mindst! Dernæst skulle den forbages i 20 minutter, ud af ovnen, pensles med æggeblomme, og så bages i ovnen i fem minutter. Så skulle den ud igen, pensles med æggeblomme endnu engang og så bages yderligere i 10 – 15 minutter. Alt dette INDEN dejen så meget som havde set skyggen af fyldet. Dernæst skulle den bages ved 140 grader! Det er første gang, at jeg har hørt om langtidsstegte tærter.

Vi kiggede på klokken og noterede os hurtigt, at maden ville være færdig efter ‘deadline’, så vi dividerede hvile- og frysetid med tre og skruede op for varmen i ovnen (og sprang så iøvrigt en tredjedel af forbagningen over). Resultatet blev alligevel virkeligt godt, og jeg kan derfor kun konkludere, at den gode Gordon forsøger at forsvare de mange Michelinstjerner ved at gøre noget ganske simpelt frygteligt besværligt.

Ingredienserne og fremgangsmåden passer til den tærte, jeg lavede. Hvis man vil se Gordon Ramsays version så klik her.

Dej:

• 25o g mel
• 1 tsk salt
• 125 g koldt smør
• 1 æg, pisket
• 1 spsk olie (til at smøre formen med)
• æggeblomme (til at pensle dejen med)

Fyld:

• 2 stk julesalat (rød eller grøn), revet i mindre stykker eller hakket groft
• 1 stort rødløg, hakket
• 1 pakke bacon, hakket groft
• 100 g rucola
• en lille håndfuld frisk estragon, hakket
• 200 g svampe eller champignon, skåret i skiver
• 2 dl creme fraiche
• 2 dl mælk
• 3 æg
• 3 æggeblommer
• 100 g revet cheddarost, revet
• 100 g revet parmasanost, revet
• salt og peber
• olivenolie

Indstil ovnen på 190 grader.

Start med at lave dejen ved at smule smør, salt og mel sammen til en grynet masse. Tilsæt det piskede æg og 1 spsk iskoldt vand og saml dejen. Dæk den med husholdningsfilm og stil på køl i 10 minutter eller længere. Tag dernæst dejen ud, rul den ud og læg den i en tærteform, som er smurt med olie og drysset med en smule salt og peber. Lad så dejen hvilke i fryseren i en ti minutters tid eller længere. Tag dejen ud og bag den i ovnen i 20 min med noget bagepapir fyldt med ris eller tørrede bønner i (det hedder at bage den ‘blind’ – fyldet gør at tærtebunden ikke trækker sig sammen). Dernæst tages den, bagepapir og ris/bønner lægges til side (hvis dejen er krakeleret nogle steder, kan man ‘lappe’ den med eventuelt overskydende dej) og dejen pensles med æggeblomme og bages yderligere fem minutter.

Mens dejen forberedes laves fyldet.Bland æg, æggeblommer, mælk, revet ost og estragon.

Steg bacon sprødt og tilsæt løg og julesalat. Steg det yderligere en fem minutters tid og hæld det i en skål. Tilsæt nu lidt olie på panden og sted champignon indtil de er godt stegte. Tag dem op og læg sammen med bacon, løg og julesalat. På den varme pandes lægger man nu rucolasalaten, som vendes et par gange og dernæst hældes i æggeblanden, som blendes med en håndblender (jeg har ikke nogen, så jeg brugte istedet min foodprocessor – en blender kan også gå an). Det skal ikke være helt fint men istedet lidt groft i det. Bland det med bacon, løg og julesalat og tilsæt salt og peber efter smag (husk baconen også tilfører salt)

Når dejen er færdig hældes fyldet i. Vi bagte den i cirka 45 – 60 minutter ved 150 grader på varmluftsovn og spiste den sammen med en salat af babyblade og hakket skalotteløg blandet med lidt balsamicoeddike og olivenolie. Vinagrettens syrlighed passede godt til tærtens fedme.

Hvorfor er det altid, at man opdager sine fejl, når det lige præcis er for sent at rette dem?

Alt gik som det skulle. Jeg følte mig selvsikker, da jeg med tøjet plettet af chokolade, smør og mel satte kagen i ovnen. Jeg satte kursen mod mit værelse. Halvvejs nede af gangen slår det mig. “SHIT, jeg har ikke kommet nok chokolade i dejen!!!!”. Ud med kagen, smelte 70 gram chokolade mere, forsøge at røre det i den nu varme springform, komme den tilbage i ovnen, trække vejret.

Nå men væk fra panikken og tilbage til kagen. Opskriften er på min yndlingschokoladekage, chocolate mud cake, som jeg fandt for et par år siden på Kagekonens blog. Siden har jeg ikke lavet andre chokoladekager. Den smager intet mindre en formidabelt. Kagekonen laver de smukkeste kager, man kan forestille sig, og på hendes blog kan man tilmed se mængdeangivelserne til flere forskellige former og størrelser, hvis man ønsker at lave en større eller mindre portion af kagen (klik her for at se hendes fulde indlæg).

Denne kage har bragt glæde (og sukkerchok) mange steder efterhånden. Og jeg glemmer aldrig, hvor hurtigt mennesker kan bevæge sig, hvis de er motiverede nok. Da jeg på Nyhedsavisen sendte en fællesmail ud, hvori der stod, at der var chocolate mud cake til fri afbenyttelse på mit bord, var det som at kaste en håndfuld korn ud til duerne på Rådhuspladserne. Jeg forstår det nu godt. Kagen er om muligt verdens bedste chokoladekage. Den er svampet, fuld af smag og så bliver den kun bedre af et par dage i køleskabet. Min veninde, som smagte den her til aften, sagde følgende efter et par bidder: “Det bliver svært at gå tilbage til almindelige chokoladekager efter denne her.” Jeg kan kun give hende ret.

Jeg brugte i forresten lidt ekstra smør, da jeg havde glemt at købe rapsolie. Det virkede fint. Husk at holde godt øje med kagen (ogsaa før bagetiden er ovre), da ovne varierer. Denne kage skal kun netop lige vaere bagt, hvis man ønsker den laekre, svampede konsistens),

Ingredienser til en 22 cm springform:

• 220 g mørk chokolade
• 220 g smør
• 160 ml vand
• 6 tsk nescafé
• 480 g sukker
• 125 g selvhævende mel (eller 125 g mel + 1,5 tsk bagepulver + en smule salt)
• 50 g kakao
• ½ tsk natron
• 4 æg
• 7 tsk rapsolie
• 110 ml kærnemælk

Sæt ovnen på 160 grader.

Smelt smør og chokolade i en gryde sammen med vand og nescafé. Sigt mel, natron og kakao sammen og bland med sukkeret. Pisk æg, olie og kærnemælk sammen og bland det samme med melblandingen og chokolade- og smørblandingen. Hæld hele molevitten i en smurt springform, hvor bunden er beklædt med bagepapir. Bag midt i ovnen i cirka 1 time og 45 minutter, men husk at tjekke nu og da, da der kan være stor forskel på ovne. Kagen er klar, når du stikker en stegenål eller lignende i den og den kommer op ren.

Ingredienser til ganache (fancy ord for chokoladeglasur):

• 200 g mørk chokolade
• 70 g smør
• 1 spsk piskefløde

Smelt chokolade og smør ved svag varme (evt over vandbad). Tag af varmen og tilsæt fløde. Lad blandingen køle en smule af til den er blevet lækker og tyk. Brug en spartel, en dejskraber eller lignende og kom på kagen. Slut eventuelt af med et drys hakkede nødder på toppen.